Øvre øjenlåg

Med tiden mister huden sin elastisitet og bliver slap og rynket. Disse aldersforandringer er tydeligst omkring øjnene, hvor øvre øjenlåg derfor hænger og giver et træt udseende, mens nedre øjenlåg vil pose. Det forventede kosmetiske resultat er en passende formindskelse af den løse hud, så patienten ikke længere ser så træt ud.
Ved opskrivning til operation udleveres recept på kloramfenikoldråber, som skal benyttes efter operationen. Medbringes til operationen.

Øjenlåg opereres her på klinikken ambulant i lokalbedøvelse. Er du nervøs, kan du få en beroligende/smertestillende tablet. På operationsstuen optegnes hvor meget hud, der skal fjernes og der lægges lokalbedøvelse. Den overskydende hud og de små fedtdepoter fjernes, efterladende et ar langs de naturlige hudfolder. Operationen varer 40-45 min., hvorefter du skal hvile i 20-30 min. med isposer på øjenlågene, indtil du er klar til ledsaget at tage hjem. Tråde fjernes efter 7 dage.
Lige efter operationen vil øjenomgivelserne være hævede og misfarvede (sæbeøjne). For at undgå yderligere hævelse anvendes kølemaske på øjenlågene 10 minutter x 6 dagligt de første 2 døgn. Misfarvningen varer ved i ca. 10 dage.

Komplikationer:
Ved alle operationer er der en risiko for blødning. Skulle det begynde at bløde, kan man med et let tryk i ca. en ½ time stoppe blødningen. I sjældne tilfælde kan en egentlig blodansamling under huden kræve kirurgisk udtømning. Betændelse i arrene er yderst sjælden. Som anført benyttes fra første dag antibiotikadråber.

Forventet resultat:
Resultatet efter denne type operation må ikke opfattes som permanent; til gengæld er holdbarheden individuel.

Der gøres opmærksom på at man som patient har ret til at medbringe bisidder ved konsultationen (ved modtagelsen af den mundtlige information).

Verónica Ellitsgaard
Klinikansvarlig plastikkirurg  

 

Gode råd og forholdsregler vedr. øjenlågsoperation:
Indtag ikke blodfortyndende tabletter i 4 uger før indgrebet (Hjertemagnyl, Magnyl, Albyl, Treo/Marevan osv.)
Hvis du spiser fiskeoliekapsler eller Longovital, så hold pause 4 uger før indgrebet.
Du skal ikke møde fastende. Indgrebet udføres i lokal anæstesi.
Du må ikke bruge creme eller make-up på operationsdagen.
Du bør kun indtage kolde drikke/spise i de første 1½ døgn.
Du bør ligge højt med hovedet (mindst 45 grader).
Du bør ikke bøje dig forover de første 2 døgn efter indgrebet.
Du bør ikke indtage alkohol, øl, snaps eller vin i de første 2 døgn efter indgrebet.
Du bør undgå motion i 3 uger efteroperationen.

Brug øjendråberne som anvist på flasken.
Brug som alternativ til kølemaske en pose dybfrosne ærter pakket ind i et viskestykke.
Kontaktlinser bør først anvendes efter 2 uger.
Make-up anvendes først efter 14 dage.
Sygemelding et par dage ved ikke fysisk belastende arbejde, én uge hvis du har tungere arbejde.

Verónica Ellitsgaard