Fedtsugning

Jo ældre man bliver, desto sværere bliver det at tabe sig tilsigtet. Med alderen opstår en ophobning af fedtvæv især ved hofterne, lår, maven og overarmene. Mange personer forsøger sig med slankekure, men fedtdepoterne i de nævnte områder er svære at få væk.
Ved fedtsugning kan man imidlertid formindske disse depoter betydeligt. Operationen kan foregå enten i lokal eller fuld bedøvelse. Inden operationen er det vigtigt at kirurg og patient aftaler hvor på kroppen patienten ønsker sig opereret og hvor meget der skal fjernes. – Det skal understreges at fedtsugning ikke er en slankekur, men benyttes netop på områder af kroppen, hvor den forudgående slankekur ikke har givet det ønskede resultat. Der er en øvre grænse for hvor meget fedt, der kan suges bort og vi fjerner ikke mere end 2-3 liter, da risikoen for komplikationer stiger ved fjernelse af yderligere fedt. 

Operationen:
Foretages som oftest i fuld bedøvelse. Området, hvorfra der skal suges, optegnes og der indsprøjtes lokalbedøvelse i hele området bl.a. for at nedsætte blødningen. Der anvendes en specialkonstrueret sugekanyle. Via mange småhuller og med en 3-4 mm tyk kanyle suges fedtvævet fra underhuden omkring hver enkelt hul. Som oftest syes hullerne herefter med en enkelt tråd. Der lægges en fast forbinding/dragt (som købes på klinikken). Denne dragt skal være på i 3 dage. 

Efterbehandling:

På 3. dagen må dragten tages af ved vask/bad, men benyttes ellers døgnet rundt i tre uger. Plasteret lades urørt i 14 dage, indtil trådfjernelse på klinikken.
Sygemelding: Indtil trådfjernelse. Sport kan påbegyndes efter 4 uger. 

Ulemper:
Kan være blodansamlinger, der normalt ikke behøver at fjernes. De vil efterfølgende mærkes som hårde partier under huden, der forsvinder spontant efter måneder. Lokal ømhed og blå mærker i huden efter operationen er almindeligt og forsvinder som regel efter ca. 14 dage. Komplikationer er betændelse, nerveskader og hudtab (hvor huden dør på grund af nedsat blodtilførsel). Betændelse søges forebygget ved antibiotikabehandling under operationen, ligesom evt. tegn til betændelse i efterforløbet behandles med antibiotika. Forandringer i følesansen forsvinder som regel inden for 6 måneder, egentlige nerveskader er sjældne.
Det endelige resultat kan først bedømmes efter 4-6 måneder, lidt afhængig af i hvilket område og hvor meget fedt der er suget. Klinisk kontrol og foto ved operatøren efter 6 mdr. 

Forventet resultat:
Resultatet efter denne type operation må ikke opfattes som permanent; til gengæld er holdbarheden individuel. 

Der gøres opmærksom på at man som patient har ret til at medbringe bisidder ved konsultationen (ved modtagelsen af den mundtlige information).

 

Verónica Ellitsgaard
Klinikansvarlig speciallæge

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *